Epilog 2012

EPILOG

fitnessdk MTB løbet 2012

Tak til de godt 600 MTB ryttere som valgte at tilbringe en solbeskinnet forårsdag i Slagelse Lystskov som deltager i det niende fitnessdk MTB løb. Ny deltagerrekord og igen i år med mange “nye”, men naturligt også med mange gengangere. Uanset, så er det Slagelse MTB’s overbevisning at løbet gik tilfredsstillende, set med arrangør-øjne og vi håber da at alle havde en fornøjelig dag i skoven.

Ruten var i år knastør og det kunne ses på udgangstempoet. Det var højt, måske også FOR højt. Det lækre tørre spor indbød til høj fart og det betød for en del at der ikke var meget tilbage i benene når de to knolde, hhv. Rævehøj og Etterbjerg skulle passeres kort før mål. Netop på Etterbjerg forsøgte vi at skabe lidt stemning ved at placere en DJ, musik kan jo som bekendt virke motiverende og det fik da en del til at holde kæden stram.

Resultater kan ses via link her på sitet under RESULTATER eller via www.events4u.dk
Billeder kan allerede ses under GALLERI, der kommer sikkert flere de kommende dage.

Slagelse MTB vil gerne sige tak til alle sponsorerne, specielt til fire hovedsponsorer fitnessdk, Spar Nord, Cykel-X-Perten og SuperBrugsen, Svebølle. Deres støtte til afvikling af løbet, præmier og lodtrækningspræmier er uvurderlig.

Et specielt tillykke til Hans Jørgen Hansen som vandt vores fire 16″ Yokohamadæk inkl. montering og til sidste mand i mål, Anders Engberg Jacobsen, som vandt en 76 km billet – kvit og frit – til næste års løb.

Har du ros og/eller konstruktiv kritik, så er du velkommen til at sende en mail til smtb@slagelsemtb.dk – vi offentliggører nogle af ros/ris kommentarerne her på sitet. Selvsagt synes vi det gik fornuftigt dagen igennem, men der er sikkert nogle steder hvor vi kan blive skarpere. Det ER dog vigtigt at pointere at det er et motionsløb, ikke søndags-VM, men derfor prøver vi naturligt at gøre det så godt vi kan.

Vi har lidt glemte ting, mangler DU noget, så send en mail med beskrivelse af det du mangler til smtb@slagelsemtb.dk

På gensyn søndag den 24. marts 2013, samme sted.

De bedste MTB hilsner
Slagelse MTB